Kære grundejere,
Flere har henvendt sig til bestyrelsen omkring vores vurdering af muligheden for at opsætte en varmepumpe. Der er i den forbindelse forskel på om man bor i et parcelhus med egen grund eller række-/klyngehuse, hvor dele af havearealet, der støder op til husmur, er areal ejet af grundejerforeningen.
Vi har forhørt os hos Allerød Kommune, og de foretager ingen validering af en mulig placering endsige godkender en placering. Det påhviler altid grundejeren at overholde gældende lovgivning og regelsæt for opsætning af varmepumper. Allerød Kommune præciserer, at de ikke kan godkende opsætning af en varmepumpe på en nabomatrikel – herunder en matrikel ejet af grundejerforeningen. Bestyrelsen er af den samme opfattelse. Bestyrelsen anbefaler, at man tager en grundig og oplysende dialog med de umiddelbare naboer, der kan være berørte af udsigten til en varmepumpe (både visuelt og auditivt).
Bestyrelsens godkender derfor principielt ikke en montage. Det har vi ikke hjemmel til.
Bestyrelsens eventuelle tilbagemelding indebærer derfor heller intet ansvar for montagens lovlighed og er i øvrigt uden præjudice. Det skal understreges, at foreningen ikke kan holdes ansvarlig for mulige skader i forbindelse med arealvedligeholdelse, der forvoldes til en enhed monteret på eller i nærheden af et fællesareal. Afklaring af skyld i forbindelse med en skade vil alene være et spørgsmål om ansvar og forsikring mellem skadevolder (typisk gartner eller snerydningstjeneste) og grundejeren.