Tag-arkiv: vintervedligehold

Hjælp hinanden med at være vinterklar

Kære Grundejer

Vinteren er over os og for at vores område kan blive saltet og ryddet for sne, har vi brug for din hjælp.

Snerydningsfirmaet har flere steder svært ved at salte og rydde sne, da de ikke kan komme til på grund af bevoksning, der vokser ud over fortovet, og biler parkeret på fortovet.

Vi vil derfor bede dig om tre ting:

  1. Tjek og klip bevoksning, så grene og buske ikke hænger ud over fortovet eller vejen.
  2. Parker ikke på fortovet – og husk også dine gæster på det. Det gør en stor forskel for både snerydningen og for alle, der færdes til fods. Fortovene er ikke dimensioneret til parkering, og det er i øvrigt også ulovligt at standse/parkere på fortove i Allerød kommune.
  3. Tjek at du er registreret og kan logge ind på grundejerforeningens hjemmeside www.moellemoseparken.dk. Det sikrer, at du modtager kommunikation fra Grundejerforeningen. Har du ikke adgang, så skriv til webmaster@moellemoseparken.dk.

Tak fordi du hjælper med at holde vores område pænt og fremkommeligt og sikrer, at alle kan komme sikkert rundt – også i vintervejret.

Er der spørgsmål til ovenstående, så skriv til bestyrelsen på bestyrelsen@moellemoseparken.dk.

Med ønsket om en glædelig jul.

Venlig hilsen
Bestyrelsen i GF Møllemoseparken

Udklip fra Beskæringsvejledning fra Allerød kommune – Beplantning og beskæring

Beskæring

Som grundejer med skel ud til veje, fortove, stier og pladser, skal du beskære dine træer, buske og hække, så:

  • Din beplantning holdes inde på din egen grund året rundt og ikke vokser ud over skel (jf. Hegnsloven § 11).
  • Lys fra gadelamper uhindret når veje, fortove, pladser og stier.
  • Skilte er synlige for trafikanter.
  • Brandhaner, el- og antenneskabe m.m. let kan benyttes.

Træer og buske må gerne rage ud over vejarealet, hvis grenene sidder så højt oppe, at alle kan passere frit under grenene:

  • Over fortove: 2,75 meter.
  • Over kørebaner: 4,20 meter.

Billedet viser beskæringsregler

Angående vintervedligehold i Møllemoseparken

Som tidligere informeret har vi i vinteren 2018/19 skiftet leverandør af vintervedligehold (Snerydning og saltning). Baggrunden for dette var beslutning på generalforsamlingen i 2018. Her blev det besluttet at undersøge muligheden for at sænke serviceniveauet på vintervedligehold en smule. Dette med to formål: Nemlig at skåne vores belægninger på fortov, og en forventning om at sænke vores omkostninger.

Vi har fundet en leverandør der på papiret leverer dette. Men, vi oplever desværre at den nye leverandør i en række tilfælde, ikke har levet op til vores forventninger. Det drejer sig både om valget af maskiner, hvordan de bruges, frekvensen der saltes med og tidspunktet for udførelsen af arbejdet.

Der har i januar været en meget tæt opfølgning med leverandøren, som har fået rettet op på nogle af forholdene. I denne uge, har vi igen haft besøg af vores leverandør for opfølgning. Han har lovet at stramme op, og øge antallet af saltninger væsentligt. Dette sker med effekt fra den 31/1. Vi forventer i bestyrelsen at dette igen bringer niveauet for vintervedligehold op på et acceptabelt niveau i vores område.

Vi må sande, at det kræver en del hårdt arbejde og opfølgning at skifte leverandør. I januar har der de fleste dage med frost været kommunikation med leverandøren, med billeddokumentation af fejl og mangler. Vi følger fortsat op på arbejdet, men beboere er naturligvis velkomne til at sende evt. feedback omkring leverandøren til: Bestyrelsen@moellemoseparken.dk

Det er vores forventning at den nuværende leverandør servicerer os sæsonen ud. Herefter evaluerer vi og overvejer leverandør og koncept for sæsonen 2019/2020.

Vintervedligehold i Møllemoseparken

Angående vintervedligehold i Møllemoseparken.

Vi har I vinteren 2018/2019 skiftet leverandør af vintervedligehold (Snerydning og saltning). 

Vi arbejder i bestyrelsen løbende med den nye leverandør, på at få tilpasset servicen, der i nogle tilfælde har været mangelfuld.

Hvis nogen har feedback omkring leverandøren, kan denne sendes til Bestyrelsen@moellemoseparken.dk, og altså ikke til den tidligere leverandør (Borring).

Efter sæsonen vurderes aftalen for vintervedligehold igen.